Berte Kanutte Sivertsdatter Aarflot 

 1795-1859

 En gudelskende Siels opbyggelige Sange

 Selvbiografi

 

 

 Dette tekstutdraget er referert i Jostein Fet: Lesande bønder:

"Han [d.e. Gud] føiede det da saaledes, at en Mand, nemlig Amund Knudsen Brekke, som var kommen til Sandheds Erkjendelse og havde av Guds  uforskyldte Naade annammet den Tro, som virker kraftig i Kjærlighed, kom til os en Aften for at Være hos os Natten over og da traf det sig saaledes, at ogsaa tvende andre Personer paa samme Tid kom til os, hvilke Begge vare i deres naturlige Tilstand og ganske sikre. Han vilde derfor ikke lade Leiligheden gaa forbi, men gav sig i Samtale med dem om det ene Fornødne og af Guds Ord forelagde dem Guds Raad til vor Frelse og Salighed, og skjønt jeg gikk i Huset og syslet med det, som mig tilkom, lyttede jeg dog opmærksomt til, saa meget som jeg kunde; thi Herren vakte ligesom en Begjærlighed i mig efter at agte paa, hvad han sagde (Aarflot 1860:13)."

Nedanfor følgjer eit framhald av utdraget ovanfor henta frå sjølvbiografien til Berte Kanutte:

"Under samtalen ytrede han sig da blandt annet saaledes: "Eet skal jeg sige eder, som jeg veed er Sandhed: Ingen lever saa vel og ulasteligt, at han ei behøver Omvendelse, og ingen er saa forhærdet, at han ei kan bekomme Naade ved en sand Omvendelse." De første Ord traf mitt Hjerte, som om han mente mig derved og skule have sagt dem til mig. Ja, den Helligaand ligesom vidnede indvortes, at jeg havde trøstet mig og gjort mig Haab om Saligheden paa Grund af min ulastelige Vandel, som dog kun er en borgerlig Retfærdighed, hvormed vi aldeles ikke kunne bestå for Gud, som ser til Hjertet.

Saaledes bleve da disse faa Ord ved Guds medvirkende Naade Middel til min Opvækkelse og Omvendelse, og derfor ere de ogsaa blevne siddende i min Hukommelse, ja jeg mindes endnu, at jeg den samme Aften, straks efter at jeg havde lagt mig til Sengs, bad hjertelig til min himmelske Fader, at, hvis han saa mig vandre paa en Afvei, uden at jeg selv vidste eller forstod det, han da af Naade vilde give give mig det tilkjende, og i denne Anledning benyttede jeg mig ogsaa af disse Davids Ord: Herre, din Aand er god, lad den føre mig på den rette Vei. Og min Bøn blev hørt, ja det varede ikke længe, førend et nyt Lys opgik i min Sjæl, og Herren lærte mig da grundig at kjende min Naturs dybe Fordærvelse, og naar jeg da prøvede mig efter Guds Bud i deres aandelige Forstand, da blev det let for mig at indse, at det ikke stod saa vel til med mig, som jeg før tenkte og troede. (...)"

__________________________________

Frå føreordet:

"Skriftene etter Berte Kanutte Aarflot er i dag ikkje lenger så lett tilgjengelege utanom det vesle som er å finne i salme- og songbøker. Noko på veg vil eit ynske som mange har målbore, verte stetta med desse to småskriftene som er med i denne utgåva. "En gudelskende Siels opbyggelige Sange", er hennar fyrste skrift. "Selvbiografi" har ei vidare adresse som kjeldeskrift for dei som vil arbeide med haugianismen på Sunnmøre. I siste minneskriftet er berre teke med det B.K. sjølv har skrive. Såleis er alle minnesongane og Wraamanns tale ved hennar grav utelate. (...)"

 

Føreordet er signert Ragnar Ørstavik og Vebjørn Aarflot.

Skriftet er utgitt av Volda Trykkeri i 1978.

 

Index